Ål

Forsiden >Fisk i havet >Ål

Ål

Kendetegn:
Langstrakt, slimet og muskuløs krop. Har små skæl dybt indlejret i huden. Gællelåget er blødt og kun åbent ved et lille hul på undersiden af hovedet. Ingen bugfinner.

Størrelse:
Hanner 30-60 cm, hunner over 1,5 meter og mere end 7 kilo.

Udbredelse:
Voksne ål findes i Sortehavet, Middelhavet, i det østlige Atlanterhav fra Vest-Afrika til Island og Nord-Norge, I det vestlige Sibirien, i hele Østersøen, samt i de fleste europæiske ferskvande. Gydningen sker I Sargassohavet øst for Caribien.

Biologi:
I mange år vidste man ikke, hvor ålens gydepladser var, men i 1920'erne kunne den danske biolog Johannes Smidt fastslå, at ålen gyder i et område øst for Bermuda, i Sargassohavet. På et togt i Atlanterhavet kunne Smidt konstatere, at de mindste ålelarver (5-7 mm) forekom i Sargassohavet. Der er således ingen tvivl om, at de ål, der vokser op i Europa stammer fra gydning i Sargassohavet. Ingen har dog observeret ålen gyde i naturen, men laboratorieforsøg har vist, at hunålen gyder æggene ud i vandet, hvor de befrugtes af hannen. Der hersker nogen tvivl om, hvor lang tid ålelarverne er om at nå fra Sargassohavet til Europa, men de fleste forskere mener nu, det tager 1-11/2 år. Efter ankomst til Europa begynder de små ål at pigmentere, d.v.s. blive mørkere, og efter 3-4 måneder ligner de rigtige ål. Disse mindre ål i vækst kaldes også gulål efter deres bugfarve. Væksten hos ål er meget variabel, og da aldersbestemmelse af ål er meget vanskelig, er det svært at udtale sig om, hvornår ålen igen skifter stadie. Dette sker nemlig, når gulålene udvikler sig til blankål d.v.s. får meget mørk ryg, kobber- eller sølvblanke sider og store øjne. Hos blankål er gattet desuden lukket, og de tager ikke føde til sig. Om efteråret, og typisk i forbindelse med månemørke, begynder blankålene deres lange vandring mod gydepladserne i Sargassohavet. Hanålene, som i naturen aldrig ses større end 40-45 cm, er de første, som vandrer ud i september måned. Til trods for at enorme mængder blankål hvert år udvandrer fra Europa har man aldrig fanget en eneste europæisk blankål vest for Irland. Nogle forskere mener derfor, at det kun er blankål af arten Amerikansk ål (Anguilla rostrata) som gyder i Sargassohavet. De to arter er meget ens, men amerikansk ål har 103-111 ryghvirvler, mens europæisk ål har 110-119 ryghvirvler. Ålen æder alt muligt, muslinger, orme, fisk, frøer m.m., og fødesøgningen sker primært om natten. I Danmark er ålen nær sin nordligste levegrænse, og derfor går den i dvale om vinteren nedgravet i bunden.

Fiske/madværdi:
Ålen er en god spisefisk og en af de økonomisk vigtigste fisk i Danmark.