Garnfiskeri er kendt lige siden Stenalderen. Principperne dengang er stort set de samme som i dag. Generelt er fiskeri med garn skånsom overfor fangsten.
Garn - sat på bunden - er de mest almindelige blandt danske garnfiskere. Denne fangstmetode kaldes bundsatte garn, og de fungerer således:
Garnene fastholdes på havbunden ved hjælp af ankre. Garnet i sig selv fungerer som en netvæg, som fiskene svømmer ind i og fanges. Øverst på garnet er der påsat flydere, der holder det oppe, mens bly i en line langs underkanten holder garnet tæt til bunden. Fra ankrene på bunden i hver ende af garnet strækker der sig en line op til overfladen, hvor en flagbøje viser, hvor garnet står. Man kan bl.a. kende et garnfartøj på de mange flag ombord, der skal bruges til at markere garnene. Det er ikke ualmindeligt, at fiskerne sætter flere garn sammen i en lang række - en lænke - f.eks. 25-40 garn.
Fisken fanges, når den hænger fast i det opretstående net i vandet. Den kan enten hænge fast i netmaskerne ved gællerne eller ved munden og finner, som maskerne vikles omkring, når den forsøger at gøre sig fri. Den kan også blive fanget ved, at den presser sig så langt ind igennem en maske, at den hænger fast i kroppen.
Man kalder denne form for fiskeri for passivt, fordi fiskeren ikke aktivt jager sin fangst. Når først garnet er sat, har han ingen direkte indflydelse på, hvad han får i garnet.
Der er tale om et meget selektivt redskab, fordi der kan vælges mellem mange forskellige maskestørrelser, afhængig af, hvilke fisk, man vil fange. Undermålsfisk vil svømme igennem, og de større fisk udenom, når de støder på nettet.
Garnfiskerne placerer ofte deres garn ved stenrev og skibsvrag, hvor der er mange smådyr som føde for de større fisk, som f.eks. torsk og kuller. Almindelige arter i garnfiskeri med bundsatte garn er i øvrigt rødspætte, pighvar, tunge, sej, kulmule, sild m.fl.
Drivgarn
Et andet garnfiskeri er med drivgarn - fortrinsvis ved større havdybder.
I modsætning til bundsatte garn er drivgarn ikke forankret til bunden ved hjalp af ankre, men driver i overfladen med strømmen og er således monteret med flydere.
Dette fiskeri benyttes fortrinsvis til frit svømmende fisk i stimer, blandt andre laks, sild og makrel.
Fra Jord, kyst og hav
Garnfiskeri foregår nær de danske kyster, hvor der ofte landes dagsfrisk fisk af højeste kvalitet fra joller og mindre kuttere.
Fiskeriet har ikke den store betydning i mængde. Men som fisk, råvare og fødevare har det til gengæld stor værdi, da der er tale om et fiskeri, der er skånsomt overfor fisken, forudsat naturligvis, at fiskeren har behandlet og opbevaret den korrekt, herunder isning ombord de ca. 8-12 timer, han er på havet.
Men sidder fiskene længere i garnet, kan specielt to andre forhold spille ind. Det ene er, at rundfisk kan få mærker i skindet af garnets tråde der, hvor de er blevet fastholdt. Det andet er, at mange fisk når at dø, mens de sidder i garnet. Det betyder, at fisken ikke får mulighed for at afbløde, således som levende fisk ville gøre i forbindelse med, at de renses om bord. Hvis fisken er vanddød, vil den lettere få blodtrækninger i kødet ved en efterfølgende for hård behandling.
Tæt på land - og længere væk
Dette kystnære dagsfiskeri foregår med en - eller to - mand ombord, men i langt de fleste tilfælde er det kun skipper selv, der fisker. Brændstofforbruget er beskedent, og der er ikke større maskineri i øvrigt, udover en garnhaler, der haler garnet med fangsten ombord.
Et andet garnfiskeri, der kan vare flere døgn, foregår længere til havs med kuttere omkring 20 BRT til 150 BRT som de største.
Fiskeri med torskegarn er mest udbredt, både tæt på og fjernt fra land, og det er sæsonpræget. I de kystnære områder i de indre
danske farvande findes det især sted om vinteren. Ellers foregår i Nordsøen samt øst og vest for Bornholm.
Tungefiskeri med garn finder først og fremmest sted fra maj til oktober
er ved Jyllands vestkyst
Efter at den såkaldte garnhaler blev udviklet i 1960'erne, var det ikke mere nødvendigt for fiskerne selv at hale garnene med fangsten indenbords. Herefter kunne garnene hales ind maskinelt. Det resulterede desuden i, at der kunne sættes garn ned til 200 meters dybde, da garnhaleren nu kunne trække de lange, tunge garn ind. Opfindelsen betød også, at fiskerne herefter kunne fange flere arter med garn end hidtil, sådan som de gør i dag.
Garnfiskeri efter rødspætter finder normalt sted kystnært fra
mindre kuttere - og som bifangst følger ofte tunger.
Kulmulegarn er - som et eksempel - et andet fiskeri, der er sæsonpræget - normalt fra juni til september. Det foregår på dybt vand.
Også pighvarfiskeri med garn er især eftertragtet om sommeren. Sildefiskeri med garn finder fortrinsvis sted i Øresund og Kattegat, forår og efterår. Laksefiskeri med garn i Østersøen, forår og
efterår.
|
